Brændt barn



I de seneste år har der været spotlight på begrebet “De brændte børn” både i skrevne og levende medier, hvilket jeg er meget taknemmelig for. “De brændte børn” er børn/voksne børn af familier, hvor fysisk og psykisk vold, evt. incest, alkohol og andre afhængighedsproblemer har været et dagligt vilkår. Jeg er et af de voksne brændte børn, og jeg levede i evig frygt i de ca. 12 år, jeg boede hjemme hos mine forældre og min 4 år yngre søster. Her kommer et lille indblik i min brændte barndom.

Jeg kom til verden nytårsaften 1958 på Rigshospitalet i København. Min mor var 22 år, og den mand, som jeg indtil, jeg blev 18 år, troede, var min biologiske far, var 48 år gammel. Jeg vejede ca. 4 kg. og målte ca. 52 cm. ved fødslen. Omstændighederne omkring min fødsel har jeg fået overleveret både af min moster, som er 11 år yngre end min mor og af min “far” 18-20 år efter jeg blev født og efter, han blev skilt fra min mor.

Min “far” har fortalt mig, at han fik et kæmpe chok, da han erfarede, at jeg var helt almindelig størrelse ved fødslen, hvilket ikke hang sammen med, at han kun havde haft et seksuelt forhold med min mor i ca. 7-8 måneder. Min mor indrømmede umiddelbart efter min fødsel, at han ikke var far til mig, hvilket gjorde, at min “far” afviste mig totalt. Han ville simpelthen ikke vide noget af mig.

Konsekvensen af min mors løgn blev, at jeg kort tid efter fødslen blev anbragt på Spædbørnshjemmet Danmark, der lå på Rosavej 11 i Klampenborg. Jeg boede der i ca. 3 ½ år, hvorefter jeg blev overflyttet til min mormor, morfar og moster, som dengang boede i en øde beliggende bolig i en af de svenske skove.

37 år gammel fik jeg den store gave af en daværende kollega, at hun satte mig i forbindelse med hendes søster, som havde arbejdet som barneplejerske på børnehjemmet. Hun kunne huske mig og fortalte mig, at ånden på børnehjemmet var masser af kærlig omsorg samt ro, renlighed og regelmæssighed.

Spædbørnshjemmet Danmark

Spædbørnshjemmet Danmark

Min mormor, morfar og moster holdt til at have mig boende i ½ år. Min moster har fortalt mig, at jeg hev alt ned fra reolerne, og i det hele taget var jeg så svær at styre, at de til sidst gav op. I mellemtiden var min 4 år yngre søster blevet født. Min “far” har fortalt mig, at det var ham, der besluttede, at vi nu skulle være en hel familie, så jeg kom hjem.

Dét, jeg kom hjem til, skulle vise sig at blive til næsten 12 år i et systematisk fysisk og psykisk voldshelvede fra min mors side, som først begyndte at tage sin slutning, da jeg blev anbragt på Høng Efterskole i 1974 som en konsekvens af at være stukket af hjemmefra i en uge.

Ved en overlevering fra min moster, efter jeg havde rundet de 50 år, fandt jeg ud af, at min “far” også havde udsat mig for vold. Min moster fortalte mig, at hun som ung studerende i København en overgang boede hos os i vores 1 ½ værelses lejlighed. Mens hun boede hos os, overværede hun bl.a., at min “far” en dag tog mig i hoved og røv og smed mig 1 ½ meter igennem stuen.

Min moster har fortalt mig, at vores naboer rettede henvendelse til min mormor, morfar og hende og fortalte, at det pinte dem meget at skulle lytte til alle de skrig, der kom fra vores lejlighed. Min moster har også fortalt mig, at min mormor og morfar blev så vrede over dette, at de truede min mor og “far” med at melde dem til politiet, hvis de ikke stoppede med at banke løs på mig.

Min mor og “far” valgte at flytte fra København til et øde beliggende hus i nærheden af en minkfarm i udkanten af Sorø, hvor de begge tog arbejde. Huset var et meget, meget gammelt hus med et gammeldags brændekomfur, et lokum i et skur på gårdspladsen, et gammelt vaskeri med gruekedel og med en vandpumpe i gården, hvor vi måtte hente vand ind i huset. Det eneste moderne, der var i huset, var elektricitet. Her boede vi fra jeg var 6 år til jeg var 8 ½ år.

Herefter flyttede vi ind i en lejlighed, der lå på 1. salen på den maskinfabrik i Fjenneslev Magle, hvor min mor og far havde fået arbejde. Jeg boede der, indtil jeg, som skrevet tidligere, blev anbragt på Høng Efterskole, 15 år gammel i 1974.

Brændekomfur

Brændekomfur

Jeg husker ikke ret meget konkret fra min barndom, før vi flyttede til Fjenneslev Magle, selvom jeg i 1988 begyndte en livslang rejse med at endevende mit liv med diverse psykologer, terapeuter, læger, socialrådgivere m.fl. Jeg ved kun, at tiden før Fjenneslev Magle også har medvirket til at forme mig til at blive den meget, meget frygtsomme kvinde, jeg blev i mit voksne liv.

Fra mine år i Fjenneslev Magle har mine mange år i terapi og min 4 år yngre søsters overleveringer af, hvilket liv hun kom til at leve, hjulpet mig meget med at få mange af mine dybt fortrængte barndomsvilkår op til overfladen.

Jeg har bla. fået at vide:

  • At min søster og jeg delte værelse
  • At jeg blev tvunget til at opholde mig i vores værelse alene om aftenen efter aftensmaden. Hvis jeg kom ud af værelset faldt straffen med det samme ved, at min mor slog mig. Derefter forlod min mor mig og gik ind i stuen til min søster og min “far”.
  • At jeg blev tvunget til at spise alt mad, også det, jeg absolut ikke kunne lide. Jeg har i dyb hemmelighed ofte kastet mad op efter at have spist det, fordi jeg simpelthen blev syg af kvalme over at skulle spise den mad, jeg ikke kunne lide.
  • At min mor og far sov i hver sin seng i hver sin ende af deres soveværelse, og at jeg aldrig har set min mor og “far” kysse og kramme hinanden eller hørt dem sige til hinanden: “Jeg elsker dig”.
  • At jeg blev rædselsslagen, når min søster blev bange om natten, fordi så forlod hun vores værelse og gik ind til vores mor for at sove videre der.
  • At jeg pga. min rædselstilstand gik ind til min “far” og lagde mig ved siden af ham. Min “far” misbrugte disse nætter min højre hånd til at tilfredsstille sig selv seksuelt igennem de ca. 7 år, der gik, indtil jeg blev anbragt på Høng Efterskole.
  • At min mor altid klippede mig helt korthåret, at jeg kun gik i min kusines aflagte tøj, og at jeg kun måtte få rent tøj på en gang om ugen. Min mor låste simpelthen klædeskabet af, så jeg ikke havde adgang til mit rene tøj.
  • At min søster mere og mere tog skylden for mine fejltagelser på sig overfor vores mor, så hun på den måde kunne slippe for at se på, at mor slog løs på mig. Min 4 år yngre søster kom derved til at udfylde en rolle som min skytsengel helt frem til mit brud med min hende i 2007. Ja, hun påtog sig ansvaret/skylden for mange af mine uhensigtsmæssige handlinger igennem årene, således, at jeg slap for at tage ansvar for dem selv. Jeg udviklede mig således til at blive en kvinde, der mere og mere gav andre mennesker skylden for de ting, der skete i mit liv, som kastede mig ud i endnu et kæmpe nederlag. Jeg udviklede mig også til at blive en kvinde, der var dybt, dybt afhængig af andre menneskers hjælp for at kunne klare mit liv. Jeg har bl.a. et utal af gange boet i kortere eller længere periode både hos min “far”, da han levede og efter, han blev skilt fra min mor og hos min søster og hendes familie.
  • At jeg gik rundt som en frygtsom ensom ræv om eftermiddagen og i weekenderne nede i en stor have, hvor der var en dam med guldfisk og høje hække. Jeg gemte mig bag hækkene, så min mor ikke kunne se mig fra vinduerne. Her gik jeg ensom, ulykkelig og skræmt rundt og tænkte, at min mor umuligt kunne være min mor, når hun var så grusom at slå mig så meget på så mange forskellige måder og med både bøjler, livremme og sine hænder. Hun havde også for vane at hive mig hårdt i håret; nogen gange så hårdt, at jeg lettede fra gulvet.
  • At jeg var en meget indelukket pige i skolen, som gjorde alt for at blive en rigtig dygtig elev, fordi jeg opdagede, at jeg kunne få en lille smule varme og kærlighed og lidt lommepenge af min mor, hvis jeg kom hjem med en standardbog, hvor jeg havde fået karakteren “meget udmærket” for mine fag.
  • At jeg ingen venner eller veninder havde, da jeg var så forskræmt, at jeg ikke ejede evnen til at socialisere mig. Jeg blev moppet meget i skolen, bl.a. blev jeg kaldt for skeløjet abekat, Jane, pande, kaffekande. Jeg blev også lukket inde på et toilet, blev ofte oversprøjtet med vand og flere gange smidt op i en kæmpe udendørs vask, hvor mange elever holdt mig fast og lod vandhanerne løbe med koldt vand over mig. Men i forhold til dét, jeg var nødt til at udholde og overleve hjemme, var mobningen småting for mig. Jeg havde det faktisk sådan, at det var en befrielse for mig at komme i skole, for så slap jeg ud af dét helvede, jeg levede under hjemme i nogle timer.
  • At jeg ca. ½ år før jeg 15 år gammel blev anbragt på Høng Efterskole, fik mit livs første psykiske kollaps. Min hjerne sagde åbenbart klik en dag, hvor min mor igen hev mig hårdt i håret, fordi hun var utilfreds med et eller andet jeg havde gjort eller ikke gjort. Der skete i hvert tilfælde dét, at jeg med kæmpe kraft sparkede min mor, så hun væltede om på gulvet og blev liggende. Det eneste, jeg husker, er, at jeg blev rædselsslagen over at opdage, at jeg havde sparket min mor omkuld, og jeg troede, jeg havde slået hende ihjel. Den dag i dag husker jeg stadig ikke, hvad der skete fra om eftermiddagen til jeg næste dag i skolegården bad en af skolens “uartige” piger om hjælp til at flygte hjemmefra. Jeg turde simpelthen ikke tage hjem. Jeg ved i dag, at det var dette spark, der udløste dét frø, der med årene voksede sig til en større og større invaliderende angst/frygt for vrede både min egen vrede og andres vrede. Det var først, da jeg var blevet over 50 år gammel, at jeg så småt begyndte at turde føle min egen vrede, når det skete et eller andet, der overskred mine grænser eller min moral, og som derfor gjorde mig vred. Den dag i 2011, hvor jeg for første gang nogen sinde blev i stand til at føle en vrede indeni mig uden at blive rædselsslagen bange for, hvad jeg kunne finde på at gøre, var en miraklernes dag for mig.

Jeg husker heldigvis også gode ting fra Fjenneslev Magle. Når min “fars” og mors familie kom på besøg, følte jeg en stor glæde, især på juleaftener. Om sommeren rejste vi på ferie på Fyn, hvor vi besøgte min “fars” familie og til Jylland, hvor vi besøgte min mors familie. Jeg husker især min “farfar” som en rigtig rar mand, og husker min dejlige oldemor, som boede lige overfor Kolding hus ruiner.

Fjenneslev Kirke

Fjenneslev Kirke

Jeg husker også min konfirmation i Fjenneslev Kirke og min “fars” tale til mig ved festen bagefter. Min “far” udtrykte bekymring for min fremtid, bl.a. i forhold til at komme i dårligt selskab, men det kunne jeg på det tidspunkt slet ikke forestille mig, at jeg ville gøre. Jeg har dog senere måtte erkende, at min “fars” bekymring blev uhyggelig sand. Kun Gud ved om han talte af egen erfaring. Min “far” døde 10 dage efter hans 75 års fødselsdag i 1985.

Mange mennesker er igennem årene blevet dybt rystet, når de lyttede til mine barndomsvilkår, og jeg har mistet både kærester, venner og bekendte på den konto. Da jeg var rædselsslagen bange for at blive forladt, begyndte jeg at fortie, hvordan mine opvækstvilkår havde været. Da jeg var lige så rædselsslagen bange for både min egen og andres vrede, udviklede jeg mig til at blive en kvinde, der krøb mere og mere for andre, og som gjorde umenneskelige og grænseoverskridende ting for at stille alle tilpas.

Jeg har siden 1988 været i rigtig gode hænder hos flere psykologer, terapeuter, pædagoger og socialrådgivere, læger m.fl., som var i stand til at rumme min historie. De har alle på hver deres måde hjulpet mig ud på en vej, hvor jeg skridt for skridt i et meget langsomt tempo kunne begynde at gøre mig mere og mere fri af min mors kæmpe magt over mig i form af et ekstremt had og en invaliderende frygt for hende; noget jeg har været rædselsslagen bange for at mærke og give efter for det meste af mit liv.

I 2007 var jeg nået så langt på mit livs frigørelsesrejse, at jeg blev i stand til at sætte en stopper for et meget langt liv på næsten evig flugt væk fra at mærke mig selv, på flugt fra at se mig selv fuldstændig ærlig i øjnene og på flugt væk fra mennesker, som var kommet for tæt på mig. Jeg så pludseligt helt klart, at jeg hele mit liv havde været rædselsslagen for, at andre skulle opdage, hvor skrøbeligt et menneske, jeg i bund og grund var, og hvor rædselsslagen jeg havde været for at blive dømt til at være et svagt menneske.

Med den erkendelse besluttede jeg mig for, at det skulle være slut. Nu ville jeg lære at føle mig lige så fri som en fugl. 2007 var et kæmpe vendepunkt for mig, fordi jeg blev vist vej til et fællesskab af mænd og kvinder, der havde levet lige så frygtsomme, kaotiske, uhåndterlige og ulykkelige liv, som jeg selv. Disse mennesker havde lige som jeg selv udviklet sig til at blive nogle meget ensomme, frygtsomme, indelukkede, selvbebrejdende, selvcentrerede og socialt isolerede mennesker.

love

I dette fællesskab møder jeg hver eneste dag andre mennesker, som udviser ægte kærlighed og tolerance mod sin næste, de deler åbent og ærligt om fælles fortidsproblemer og om en fælles løsning, som en dag af gangen gør det mere og mere trygt for mig for mig at se mit levede liv fuldstændigt ærligt i øjnene.

Dette fællesskab som helhed svigter aldrig eller efterlader mig helt alene med mig selv. Når jeg rækker ud efter hjælp, er fællesskabet der bare med deres villighed til at dele deres erfaringer med mig og give mig den medmenneskelige hjælp og støtte, jeg måtte behøve. Alt, jeg behøver at gøre er at bede om hjælp til at håndtere og til at få løst de problemer, som jeg tumler med.

I 2010 var jeg nået så langt med at blive fri af min fortids lænker og traumer og så meget fri af mine invaliderende frygt og vredestilstande, at jeg kunne begynde at berette åbent om, hvad der var sket i mit liv uden at blive akut ramt af dét, jeg i dag ved er belastningsreaktioner med reaktioner, som man ser det ved Post Traumatisk Stress Syndrom (PTSD); en diagnose en psykiater gav mig efter at have udredt mig psykiatrisk igennem 3 måneder i 2011/2012.

Min historie kom en journalist på Ugebladet Søndag for ører. Hun spurgte om jeg ville stille op til et interview om temaet: “Når blodets bånd brister”, hvilket jeg sagde ja til med fred i sindet og med et inderligt håb om, at min historie kunne gøre bare en lille bitte forskel for andre mennesker med dybt traumatiserende opvækstbetingelser. Du kan læse artiklen fra Ugebladet søndag uge 43/2010 ved at følge dette link:

Når blodets bånd brister  

Her slutter min beretning om mine opvækstvilkår og om nogle af de konsekvenser, de har haft for mig igennem hele mit voksne liv. Jeg bliver nok aldrig helt fri af mine opvækstvilkår, men jeg kan i dag for det meste leve mit hverdagsliv i fred og harmoni med mig selv og med mine omgivelser, og jeg er mega taknemmelig for, at jeg i dag ikke mere er bange for at mærke mig selv og se ærligt på mig selv uanset, hvordan jeg har det og uanset hvad jeg bliver udsat for af andre mennesker eller af samfundet.