Eventyr om mobning



Min søn Thomas har givet mig tilladelse til at offentliggøre hans eventyr her på min hjemmeside, hvilket jeg er stolt af som hans mor. Vi håber begge 2, at Thomas’ eventyr kan medvirke til at skabe en større forståelse og empati for børn og familier, der langt fra har det, de fleste kalder for et såkaldt ”normalt” fungerende familieliv.

Thomas og hans storebror Stefan i Store Heddinge på Stevns i sommeren 2012

Thomas og hans storebror Stefan i Store Heddinge på Stevns i sommeren 2012

Eventyret om Dino og børnene i skoven!

Af Thomas Christian Jensen, 9 år i samarbejde med psykologen Rie 1997

For at få udbytte af Thomas’ eventyr, er her en liste over, hvem og hvad de forskellige metaforer i eventyret repræsenterede i hans liv.

  • Dino er Thomas selv.
  • Slottet er metafor for den klasse, Thomas gik i på det tidspunkt.
  • Trolden er klasselæreren og andre lærere, der var ude af stand til at møde Thomas med forståelse og empati for de problemer, vi havde hjemme i vores lille familie. Thomas fik desværre rollen som klassens syndebuk i meget lang tid. Det fik de konsekvenser, at Thomas stak af fra skolen mange gange og truede med at tage sit liv, inden vi fik bevilget psykologtimer til Thomas.
  • Hundene i slottet er Thomas’ daværende klassekammerater, som mobbede ham mere og mere og som også slog og kneb ham. En hel naturlig reaktion fra klassekammeraterne, fordi klasselæreren og andre lærere jo den ene gang efter den anden gjorde Thomas til syndebukken i klassen.
  • Børnene i skoven er min søsters tre børn
  • Børnenes forældre er min søster og hendes daværende mand og far til børnene
  • Feen er skolepsykologen Rie

Uhygge_slot

Der var engang…….

Engang for længe siden, da verden så ganske anderledes ud end nu, fandtes der i de østlige riger en kæmpestor, mørk og uvejsom skov. I den nordøstlige udkant af skoven, langt fra alle andre huse, lå der et stort slot, hvor der boede en ond trold. Han ejede en stor flok hunde, som hver eneste dag måtte arbejde i troldens underjordiske guldminer. Om aftenen morede trolden sig med at forhekse hundene, så de sloges, bed og drillede hinanden.

Mest gik det ud over en stor smuk hund, der hed Dino. Trolden kunne ikke fordrage Dino, fordi han var så god og smuk. Derfor fandt han hver dag på nye ondskabsfulde drillerier, og når han svang sin tryllestav over hundene, fik de samme ondskabsfulde idéer og drillede Dino mere end nogensinde før.

Til sidst kunne Dino ikke længere holde livet på slottet ud, og en nat løb han bort. Han løb og løb, langt ind i den store skov, indtil han var sikker på, at de andre hunde og trolden ikke kunne finde ham igen.

Nu boede Dino i skoven, og han nød at være alene, fri for drillerier og tæv. Om natten sov han under et stort grantræ, der strakte de nederste grene næsten helt ned til jorden, så de dannede en slags hule. Om dagen strejfede Dino rundt i skoven, drak af bække og kilder og fangede af og til en fisk i en sø i nærheden eller en mus i skovbunden. Men det var svært at skaffe mad nok, og det var ikke altid Dino kunne lægge sig mæt til at sove om natten.

Ensomheden begyndte at banke på!

Som dagene gik, følte Dino sig mere og mere alene. Til sidst var han så ensom, at han næsten længtes tilbage til troldens slot, fordi der var der i det mindste andre levende væsner at være sammen med. En morgen sagde Dino til sig selv:

”Jeg kan ikke længere holde ud at være sulten og alene. Jeg må enten vende om og luske tilbage til slottet, eller jeg må prøve at gå videre og finde nogle andre at være sammen med. Jeg tror, jeg vil prøve at gå videre, før jeg giver op og vender tilbage til slottet”.

Og så forlod Dino sin granhule og begav sig videre ind i skoven. I 3 dage gik Dino. Om natten sov Dino på den bare jord og frøs, fordi han ikke havde noget læ, når det regnede eller blæste. På den 4. dag var Dino så træt, at han næsten ikke orkede at gå videre, men da han heller ikke havde kræfter til at vende om og gå hele vejen tilbage (og i øvrigt havde glemt vejen), fortsatte han langsomt og trist sin vandring.

Dino vidste det ikke, men i virkeligheden var han ikke langt fra skovens sydlige udkant, da han ved middagstid den 4. dag pludselig så en lille pige, der sad og græd på en træstub. Da pigen så Dino, holdt hun op med at græde og sagde: ”Hund! Hjælp mig med at finde ud af skoven, fordi jeg er blevet væk fra mine 2 søskende, da vi samlede bær i skoven, og nu kan jeg ikke finde hjem”.

Nu skete der noget mærkeligt med Dino. Han tænkte: ”Det, hun beder mig om, kan jeg ikke. Jeg duer ikke til at finde ud af skoven – og hun vil sikkert grine af mig, hvis jeg indrømmer det”.

Dino, som jo sjældent havde oplevet venlighed og hjælpsomhed, blev pludselig bange for, at pigen ville drille ham, hvis hun opdagede, at han også var faret vild. Derfor råbte Dino hånligt til pigen: ”Ha! Ha! Er du virkelig så dum, at du ikke kan finde ud af denne her lillebitte skov?”, og så løb Dino sin vej, så hurtigt han kunne.

Selvom Dino jo var tæt ved skovens udkant, forvildede han sig nu igen længere ind i skoven. Da han havde gået et stykke tid, fik han øje på en dreng, der sad i græsset under et stort egetræ og spiste af en stor humpel brød. Da drengen fik øje på Dino, råbte han: ”Hej hund, vil du have et stykke brød? Og har du i øvrigt set mine 2 søskende? Vi gik ind i skoven for at plukke bær, men kom bort fra hinanden, og nu kan jeg ikke finde ud af skoven”.

Da Dino hørte dette, fik han dårlig samvittighed og tænkte: ”Hvis jeg fortæller, at jeg løb fra hans søster, vil han nok tæve mig ligesom hundene gjorde på troldeslottet. Det ender jo altid med, at jeg får tæv”. Derfor sagde Dino: ”Dine rådne søstre har jeg ikke set. Og hvad mener du med, om jeg vil have noget af dit brød? Tror du måske, jeg er sulten?”. Og så løb Dino sin vej igen, og kom endnu længere ind i den dybe skov.

hund3

Dino hjælper endelig et af børnene!

Ved solnedgangstid, da Dino var helt ødelagt af sult og udmattelse, og netop som han havde lagt sig ned for at sove på den bare jord, hørte han pludselig langt væk et svagt råb: ”Hjælp! Er der ingen, der kan hjælpe mig? Hjælp!”

Dino kom langsomt på benene igen, og gik efter lyden. Han kom snart til en lysning i skoven, hvor der sad en ung pige på jorden. Da Dino kom nærmere, så han, at pigens ene fod sad fast i et hul i jorden, så hun ikke kunne komme fri. Hun var åbenbart trådt ned i hullet ved et uheld, og nogle tykke rødder forhindrede hende i at få foden op igen.

Da pigen så Dino, sagde hun: ”Åh! Gudskelov, at du kom! Kan du hjælpe mig med at komme op af hullet, så jeg kan få fundet mine 2 søskende? Jeg har ledt efter dem hele dagen, og nu er solen ved at gå ned. Bare der ikke er sket dem noget!”

Dino skulle lige til at løbe sin vej igen, så pigen ikke skulle finde ud af, at han set hendes søskende uden at hjælpe dem. Men han kunne se, at pigens fod gjorde ondt, og pludselig kunne han ikke få sig selv til bare at løbe sin vej. Dino tænkte: ”Jeg hjælper hende lidt, og så løber jeg min vej, før hun når at blive vred og slå”.

Og som tænkt, så gjort; Dino gav sig til at grave hullet større med sine potter og bagefter gnavede han rødderne over med sine stærke tænder. Men så snart pigen fik foden fri, fór Dino af sted, før hun kunne nå at standse ham.

fe

En hjælpsom og venlig fe dukker op!

Et kvarters tid senere så Dino et underligt lys nærme sig på den lille sti, hvor han gik. Da lyset var helt henne ved Dino, så han, at der stod en smuk fe i lysskæret. Dino blev først meget bange, men så hørte han, hvad féen sagde: ”Dino! Jeg så, hvordan du hjalp den store pige, selvom du var bange for, at hun ville slå dig. Det var virkelig godt og modigt gjort. Jeg kan se, at du er en god hund, og du har fortjent at få lidt hjælp til at finde det, du allermest ønsker dig”.

Har jeg fortjent…..?”, stammede Dino. ”Jamen, hvad med de 2 børn, som jeg bare løb fra og råbte dumme ting efter….?

”Jeg så godt, hvad du gjorde”, sagde féen, ”og det var ganske rigtigt dumt gjort. Men jeg tror ikke, at du gjorde det for at være ond. Jeg tror, du var bange, fordi du så tit er blevet drillet, slået og bidt. Og så er det ikke så nemt at være venlig og hjælpsom. Men du overvandt din angst, og hjalp pigen derhenne i lysningen, og det vil jeg belønne dig for med 3 ønsker”.

Dino blev så glad, at han begyndte at gø og logre med halen. ”Jeg ønsker mig at komme ud af denne skov, at få et stort slot at bo på og en masse penge”, råbte Dino.

Men féen sagde: ”Den slags kan jeg ikke hjælpe dig med. Dem må du selv skaffe dig. Prøv at ønske noget, der kan hjælpe dig til at finde det, du ønsker allermest i hele verden”.

Dino tænkte sig længe om: ”Det jeg ønsker mig allermest i hele verden?”, tænkte han, ”det er jo, at nogen vil holde af mig, og at jeg får et godt sted at bo. Men hvad kan jeg ønske, som kan hjælpe mig med at finde det?”.

Efter en lang pause, sagde Dino: ”Jeg ønsker, at jeg kunne finde de 3 børn igen. Og så ønsker jeg, at jeg kunne gøre noget for dem, så de blev glade for mig. Og mit 3. Ønske er at blive kæmpestærk, så jeg kan slå den modbydelige trold ihjel, hvis jeg møder ham igen. For så kan det være, at hundene på slottet vil være venner med mig”.

Féen smilede, da hun hørte Dinos ord. ”Begynd at gå”, sagde hun, ”så vil dit første ønske snart gå i opfyldelse. Det andet ønske må du selv hjælpe lidt til med. Hvis du tænker dig godt om, er der nok noget, du kan gøre for børnene. Og hvad dit 3. Ønske angår, det med kæmpekræfterne, så skal du bare vente og se. På rette tid og sted vil styrken til at bekæmpe trolden komme til dig fra en helt anden kant, end den du ventede. Held og lykke – og husk! Ønsker går kun i opfyldelse, når man selv gør noget for det”. Med disse ord vendte féen sig og forsvandt.

Dinos 1. ønske går i opfyldelse

Dino stod lidt og så efter lyset, der blev svagere. Så vendte han om og gik i retning mod lysningen. Ikke så længe efter hørte han lyden af barnestemmer. Da han kom til lysningen, så han 2 af børnene stå og tale sammen. Det var drengen og den store pige, der havde fundet hinanden.

Dino nærmede sig forsigtigt. Da børnene så hunden, tav de stille og stod og betragtede ham. Dino blev så genert og bange, at han var lige ved at vende om og løbe væk. Men så var det, som om han hørte féens stemme igen: ”Ønsker opfyldes kun, hvis man selv gør noget for det”, og så fik han mod til at nærme sig endnu mere.

Da Dino var helt nær, sagde drengen: ”Det er den dumme hund, der bare gjorde nar ad mig, da jeg ville være venner med den. Lad os jage ham væk”.

Men den store pige sagde: ”Mig hjalp han, da jeg havde allermest brug for det. Lad os give ham en chance”.

Dino sagde: ”Jeg ved godt, at jeg var dum, da jeg mødte jer før, men jeg er kommet tilbage for at gøre det godt igen. Er der noget, jeg kan gøre for jer?

”Ja, hvis du kender vejen ud af skoven, og hvis du kan hjælpe os med at finde vores lillesøster, så ville det være en stor hjælp”, sagde pigen.

Dino stod lidt og tog mod til sig, og så sagde han til drengen: ”Hvis du stadig har lidt brød tilbage, vil jeg forfærdelig gerne have en lille bid, mens jeg tænker over, hvordan jeg kan hjælpe jer. Jeg har ikke fået mad i flere dage nu”.

Drengen hev straks en madpose frem og gav Dino det sidste stykke brød, han havde. Mens Dino gumlede, tænkte han sig godt om: ”Jeg er jo en hund”, tænkte han, ”og hunde kan i hvert tilfælde 2 ting; gø og snuse”. Og så vidste Dino, hvad han skulle gøre.

Dinos 2. ønske går i opfyldelse

”Hold jer for ørerne”, sagde Dino til børnene, og så gav han sig til at gø så højt, han overhovedet kunne. Han gøede 10 gange, så holdt han pause og lyttede. Og ganske rigtigt, langt borte kunne de nu alle 3 høre en lille stemme, der råbte: ”Hjælp mig hund! – kom og hjælp mig”.

De løb alle tre efter lyden og ind imellem gøede Dino og fik svar fra den lille pige, således at de snart fandt hende siddende under et gammelt udgået træ. ”HURRAAA”, råbte drengen, ”nu har du virkelig hjulpet os, hund!”. ”Tak for det hund”, sagde den store pige, ”men kan du også finde en måde at få os ud af skoven på?”.

Efter lidt tøven, sagde Dino: ”Jeg vil prøve at snuse til den mindste piges fodspor i skovbunden. De må jo føre tilbage, hvor hun kom fra. På denne måde kan vi måske finde vejen ud af skoven. Men i må ikke drille, hvis jeg ikke kan finde ud af det, fordi jeg har aldrig prøvet at være sporhund før”.

Børnene lovede, at de ikke ville drille, og så begyndte Dino at arbejde sig tilbage i pigens fodspor. Det gik langsomt, fordi duften var meget svag, men snart kom de til det sted, hvor børnene var blevet væk fra hinanden dagen før, og fra da af gik det nemmere, da der jo nu var 3 børns fodspor at følge.

Ved daggry stod de alle 4 ved skovens udkant, og ikke langt derfra lå den lille fattige hytte, hvor børnene boede. Børnenes forældre blev så glade over at se deres børn igen, at de omfavnede dem og kyssede dem en efter en. Da de fik at vide, hvad Dino havde gjort for at hjælpe, fik han også omfavnelser og kys. Og så fik de noget at spise og blev lagt i seng, fordi de var alle 4 så trætte af at gå hele natten, at de næsten faldt i søvn ved bordet.

Næste morgen, da de havde spist morgenmad og sad i solen foran huset, sagde børnenes mor: ”Dino, hvis du vil, må du meget gerne blive boende hos os resten af dine dage. Vi vil passe dig godt og være gode ved dig på grund af den hjælp, du gav vores børn i skoven”.

Men Dino sagde: ”Jeg vil meget gerne bo hos jer og være jeres hund. Men der er en ting, jeg er nødt til at gøre først. Jeg vil drage igennem skoven en gang til og forsøge at befri de andre hunde fra trolden. Så kommer jeg tilbage og bor hos jer”.

Børnene plagede forældrene om at få lov til at gå med Dino, fordi de ville gerne gøre gengæld for den hjælp, Dino havde givet dem. Forældrene gav til sidst efter og gav børnene madposer med, så ingen skulle sulte.

Denne gang gik det meget lettere at komme igennem skoven, fordi Dino var blevet bedre og bedre til at bruge sin lugtesans, og fordi han havde gode venner at følges med, følte han sig hverken bange eller ensom på turen.

Efter mange dage nåede gruppen til skovens nordøstlige udkant og fik øje på troldens mørke og dystre slot. Undervejs havde Dino og børnene lagt en plan, så nu vidste alle, hvad de skulle gøre. Men de vidste også, at det ville være svært, fordi de forheksede hunde ville nok angribe dem og forsvare trolden.

slot

Dinos 3. ønske går i opfyldelse

Det var midt om natten, da børnene og Dino sneg sig hen til slottets port. Dino bankede på, og da en stor hund lukkede op, sagde Dino: ”Det er mig, Dino, som løb bort. Nu er jeg kommet tilbage, fordi jeg gerne vil bo hos trolden igen. Der er så ækelt ude i verden – og se, jeg har fanget 3 børn, som trolden kan få at spise til natmad”.

Den store hund undrede sig meget over, at Dino kom tilbage, men den lukkede dog dem alle sammen ind og førte dem op i den store sal, hvor trolden netop sad og morede sig over at se 3 store hunde slås med en mindre hund.

Hver gang trolden svingede sin tryllestav, kastede de store sig over den lille og bed og kradsede den. Dino løb hen og satte sig foran troldens tronstol. ”Ooooohhhhhhhh! Store trold”, sagde Dino, ”Jeg løb bort for at skaffe dig din ynglingsmad, og jeg bringer dig nu 3 børn som gave. Dem kan du spise som natmad”.

Troldens grådige øjne søgte de 3 børn, og han befalede dem at komme nærmere, så han kunne se nøjere på dem. Mens trolden betragtede børnene, blev han så lækkersulten, at han glemte at svinge sin tryllestav. Hundene i salen holdt op med at slås, og begyndte at følge med i, hvad der skete oppe ved tronstolen.

Pludselig, mens trolden var allermest optaget af at se på sin ”natmad”, sprang Dino frem, greb troldens tryllestav og sprang op på et højt skab med den. ”Hjælp os med at besejre denne onde trold”, råbte Dino til alle hundene. Men hundene tøvede og så rådvilde på deres hersker.

Børnene kastede sig over trolden og prøvede at holde ham fast, men han var meget stærk, og de kunne næsten ikke holde ham. Trolden fik hurtigt revet sig løs fra børnene, og kom nu løbende over mod Dino.

Dino bed og bed i den hårde tryllestav, og til sidst lykkedes det ham at bide den midt over. I det øjeblik tryllestaven knækkede, blev troldens magt over hundene brudt, og alle hundene i salen kunne pludselig se, at trolden var deres fjende.

Hundene kastede sig over trolden og bed ham hurtigt ihjel. Kæmpekræfterne til at besejre trolden med kom altså fra alle hundene, når de kæmpede sammen med hinanden og ikke imod hinanden.

Da solen stod op, var troldens lig blevet brændt ude i gården, så der kun var asken og røgen tilbage af ham. Børnene fandt en hestevogn i slottets stald og red hjem for at hente deres forældre. Nu skulle de alle sammen bo på slottet. Dino, de 3 tre børn, deres forældre og alle de mange hunde, der nu ikke længere var forheksede.

Fra da af levede de alle sammen rigt og godt af alt det guld, hundene havde hentet op af troldens guldminer. De fik den dejligste mad, sov i slottets mange smukke guldsenge og morede sig dejligt sammen.

Ingen havde mere lyst til at drille, bide og slå hinanden, og de levede alle lykkeligt til deres dages ende.


Et lille indblik i, hvad der var sket i årene, inden Thomas digtede sit eventyr

Thomas blev bevilget psykologhjælp på baggrund af, at han i en årrække var blevet mobbet i skolen. Til dels var han af en del af hans lærere blevet gjort til syndebukken for mange af de uhensigtsmæssige ting, der skete mellem eleverne på skolen i form af bl.a. hærværk på skolens inventar. Han blev også mobbet pga. hans multihandicappede storebror, og mobbet, fordi han hele sit liv har skelet på sit ene øje.

3 år tidligere var jeg blevet skilt fra en meget alkoholiseret mand, som havde fungeret “far” for mine 2 faderløse børn, siden Thomas blev født i 1988. Selvom Thomas godt vidste, at min fraskilte mand ikke var hans biologiske far, så følte Thomas, at han var hans far.

Hjemme var jeg i månederne før, Thomas fik bevilget psykologhjælp, brudt mere og mere psykisk sammen, fordi jeg og mine uuddannede kolleger var blevet udsat for systematisk mobning på min daværende arbejdsplads igennem ca. 2 år af min daværende leder.

Jeg blev mobbet, fordi jeg ikke havde en kompetencegivende uddannelse dengang. Min leder VILLE tvinge mig til at tage en pædagoguddannelse, og ikke bare en meritpædagoguddannelse, men en fuld pædagoguddannelse, som han selv havde gjort. Jeg sagde vedholdende nej, fordi jeg økonomisk ikke havde råd til at tage en fuld pædagoguddannelse med SU som forsørgelsesgrundlag, da jeg havde været etableret i en familie bestående af 4 personer i flere år.

Det VILLE min daværende leder bare ikke acceptere, så han tog mere og mere pædagogisk arbejde fra mig og i øvrigt også fra de andre uuddannede pædagogiske medarbejdere. Da min leder på et forældremøde offentligt meddelte, at det var blevet besluttet, at det fremover kun var de uddannede pædagoger, der måtte fortælle forældrene, hvordan deres børns dag havde været, kunne jeg simpelthen ikke klare den systematiske mobning af mig og af mine uuddannede kolleger mere. Jeg begyndte at få så voldsomme panikangstanfald, at det endte med, at jeg måtte langtidssygemelde mig med arbejdsbetinget angst og stress.

angst

Min mobbesag endte med, at jeg kollapsede fuldstændig for øjnene af Thomas. Jeg faldt om i bevidstløs tilstand og faldt ned i et marmorbord. Mit daværende fagforbund anmeldte mobningen af mig som en psykisk stressarbejdsskade til Arbejdsskadestyrelsen, men på det tidspunkt kunne stress pga. mobning ikke lovgivningsmæssigt anerkendes som en arbejdsskade, så Arbejdsskadestyrelsen afviste arbejdsskaden.

Konsekvensen for mig og Thomas blev, at vi begge kom i døgnbehandling på Mødrehjælpens institution Erlanghus i 6 måneder. Den hjælp vi fik af både socialpædagog, psykolog og socialrådgiver vil jeg for altid være dybt, dybt taknemmelig for. Hjælpen førte blandt andet til, at jeg kom mig over mine voldsomme panikangstanfald uden brug af medicin, og at socialrådgiveren forhandlede sig frem til en revalidering til mig, så jeg dermed fik mulighed for at uddanne mig som Voksenunderviser og vejleder på Danmarks Lærerhøjskole (nu Danmarks Pædagogiske Universitet)

Min yngste søn fik, som nævnt tidligere, også en virkelig god hjælp til at bearbejde al den mobning, han havde været udsat for. Igennem Ries arbejde med at hjælpe Thomas med at digte sit mobbeeventyr, fik Thomas også bearbejdet en del af den voldsomme krise, han var i dengang pga. vores lille families totale forfald og opløsning.

Udover Thomas’ tab af sin “far” og af hans storebror, som jeg frivilligt anbragte i en plejefamilie et par år tidligere, havde jeg kort tid inden jeg kollapsede for øjnene af Thomas også måtte sælge hans elskede hund Dino, som betød alt for Thomas dengang. Jeg var så psykisk meget ude af balance, at jeg var ude af stand til at tage ordentligt vare på vores hund.

At jeg havde solgt Dino, gjorde Thomas så ked af det, at han en dag pludselig tog en meget spids saks, holdt den op mod sit bryst og råbte, at han ikke ville leve mere. Det eneste, jeg magtede at gøre, var at råbe til Thomas’, at han bare ikke skulle true mig med at tage livet af sig. Hvis han virkelig ønskede at dø, så måtte han stikke saksen i brystet. True mig, skulle han i hvert tilfælde ikke. Min reaktion på Thomas’ selvmordstrusler fik ham til at bryde fuldstændig sammen og efterfølgende blev han villig til at tage imod hjælp fra hans skoles psykolog.

Da jeg læste Thomas’ eventyr første gang, blev jeg fyldt med både sorg og vrede over, at min lille familie skulle presses så ekstremt meget udover kanten, at Thomas i sit eventyr ikke havde medtaget nogen roller, der kunne repræsenterer mig som hans mor, hans storebror og hans “far”. Ja, jeg var ekstrem vred i meget lang tid over, at en af konsekvenserne var, at min søn i sit eventyr fremstillede sig selv som et menneske uden egen familie.

Hvor må han have følt sig ensom og forladt dengang. Jeg kan stadig mærke sorgen over, at min yngste søn også skulle opleve en barndom, hvor han følte sig helt alene i verden, fordi familien ikke kunne give ham, hvad ethvert barn har brug for i barndommen; masser af ægte kærlighed, omsorg, støtte og beskyttelse mod diverse farer.