Flugten til Afrika



I februar 1982, da jeg var 23 år gammel, rejste jeg på ubestemt tid til Zambia i Afrika. 1 års tid tidligere havde jeg mistet mit liv første store kærlighed; en mand, jeg elskede inderligt igennem 5 ½ år, og som jeg også havde været forlovet med.

Uden at gå i detaljer med, hvad der skete i mit parforhold, der førte til det uundgåelige brud, vil jeg blot berette, at jeg nogle måneder efter bruddet kollapsede fuldstændigt for 2. gang i mit liv. 1. gang var, da jeg sparkede min mor omkuld med fuld kraft, da jeg var 15 år gammel.

Jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden min forlovede ved min side og skulle for første gang i mit liv til at lære at stå fuldstændig på egne ben uden en daglig livsledsager.

Mine opvækstvilkår havde på ingen måder rustet mig til at kunne leve et selvstændigt liv, så mit psykiske kollaps førte mig ud i en trussel om at sluge 50 kodimagnyler, hvis min eksforlovede ikke tog mig tilbage. Jeg låste mig inde i et værelse i vores tidligere fælles hjem, og sad bare der og ventede på, at han kom hjem.

Han vidste godt, at jeg ville komme under påskud af, at jeg savnede vores 2 dejlige hunde så meget, at jeg bare måtte se dem. Hvad han ikke vidste, var, at jeg i igennem 1 måneds tid i al hemmelighed nøje havde planlagt, hvordan jeg ville tage livet af mig selv, hvis min eksforlovede ikke tog mig tilbage.

Piller

Min eksforlovede forhindrede mig heldigvis i at sluge de mange kodimagnyler, hvilket jeg er ubeskrivelig taknemmelig for i dag. Jeg er også ubeskrivelig taknemmelig for, at min eksforlovede gjorde det entydigt klart for mig, at det at true ham med at tage mit liv var noget af det værste, jeg nogensinde havde budt ham. Jeg har ikke siden truet nogen med at tage livet af mit og heller ikke ønsket det, da jeg aldrig, aldrig nogensinde mere ville såre et elsket menneske så meget, som jeg sårede min eksforlovede med min trussel om selvmord.

Et par år før min rejse til Afrika, havde min eksforlovede og jeg tilbragt rigtig meget tid sammen med en engelsk mand, som var opvokset i Afrika, da hans forældre det meste af deres liv havde levet som missionærer i Afrika. Ian, som englænderen hed, havde været hjemme i London for at besøge noget familie.

For at få råd til denne tur, havde han arbejdet i op til 3 måneder ad gangen i forskellige lande og i forskellige brancher. På hans vej tilbage til sine forældre i Zambia, fik han arbejde i 3 måneder hos den gårdejer, hvor min eksforlovede arbejdede, og hvor jeg havde lært min eksforlovede at kende, da jeg 16 ½ år gammel blev ansat som ung pige i huset.

Inden Ian rejste videre til næste land for at arbejde sig vej tilbage til Zambia, lovede vi hinanden, at vi ville holde kontakten ved lige ved at skrive sammen. Vores brevudvekslinger havde været mange i nogle år, og efter bruddet med min forlovede, skrev jeg til Ian og fortalte ham, hvor ensom, forladt og ulykkelig, jeg følte mig.

Det brev, Ian skrev tilbage til mig, indeholdte et tilbud, som jeg bare ikke kunne sige nej til. Han mente, at jeg trængte til at komme langt væk for at hele sårene over mit brudte parforhold, så derfor tilbød han mig ophold hos ham i hans hus ca. 50 kilometer uden for hovedstaden Lusaka i Zambia. Tanken om at komme væk fra alt dét i Danmark, som gjorde så ondt at mærke, var så fristende, at jeg de næste 6 måneder knoklede som bare besat i dét supermarkedet, som jeg arbejdede i den gang, for at tjene pengene til at tage af sted.

Det lykkedes mig at tjene ca. 15.000,kr. til rejsen til Zambia i de 6 måneder. Frygtløs og uden nogen bekymringer om noget som helst sagde jeg mit gode arbejde op, solgte alt i min lejlighed i København, opsagde min lejlighed og tog af sted med en vished om, at Ian ville tage godt imod mig i lufthavnen i Lusaka.

Lusaka

Min bevidste holdning til naturen, jorden, himlen og mine medmennesker begyndte langsomt at tage sin form, mens jeg opholdte mig i Zambia og Zimbabwe i Afrika. Jeg blev mange gange igennem de ca. 2 ½ måned, jeg opholdte mig der, meget overrasket over mig selv og mine reaktioner.

Bl.a. skreg jeg højt af euforisk glæde og begejstring, da jeg første gang så elefanter, giraffer, gnuer, bavianer og slanger i deres rette naturomgivelser. I den frie natur, der hvor de naturligt hørte hjemme og ikke var i menneskers fangenskab. Det var en helt anden oplevelse end at se disse dyr i Zoo. Siden da har jeg ikke fundet den store fornøjelse i at opleve vilde dyr i menneskers fangenskab.

I Afrika så jeg lykkelige mennesker, der elskede hinanden og den jord, de levede på og det på trods af stor materiel og økonomisk fattigdom. Men de havde en anden form for rigdom, der er langt mere værd. Nemlig en stor kærlighed til sig selv og deres nærmeste.

Selv om jeg var udlænding, blev jeg med det samme optaget som fuldgyldigt medlem af deres fællesskaber, og jeg blev forkælet og plejet langt ud over det, jeg var vant til hjemmefra. Jeg blev ikke mødt af en masse krav om at tilpasse mig og lære det lokale sprog at kende. Jeg blev hverken marginaliseret eller ekskluderet; tværtimod blev jeg mødt som et ligeværdigt menneske og med inklusion. Så jeg havde på intet tidspunkt følelsen af ikke at være en del af dét samfund, jeg havde planer om at opholde mig i på ubestemt tid.

Det var på en og samme tid både utroligt dejligt, men også skræmmende at blive mødt med så meget medmenneskelig opmærksomhed og respekt. Det var jeg jo slet ikke vant til hjemmefra. Her skal vi alle sammen helst være 100 % selvstændige, tilpasse/underkaste os nærmest hvad som helst for at blive anerkendt som en værdifuld samfundsborger, og vi skal helst klare alting selv. Kan vi ikke det af forskellige grunde, så har jeg mange, mange personlige erfaringer med at blive mere og mere marginaliseret og ekskluderet af det samfund, som jeg er født og opvokset i, og som jeg har dybe rødder i.

I Zambia og Zimbabwe kunne jeg få lov til bare at være et menneske på godt og ondt. Og når jeg bad om hjælp, blev jeg mødt med imødekommenhed og hjælpsomhed i stedet for som herhjemme at blive mødt med umenneskelige krav, med sure nedværdigende bemærkninger, afvisninger og retssikkerhedskrænkende manipulerende sagsbehandlingsmetoder.

VictoriaFallsbrigde

Victoriavandfaldet på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe tæt på byen Livingstone. Broen, jeg i 1982 gik ud på, var en hængebro af brædder og tykke tov. Broen er siden blevet moderniseret og ganske givet langt mere sikker at betræde.

Den allerstørste og mest afgørende oplevelse, jeg til dato har haft, var, da jeg gik ud på en hængebro på ca. 50 meters længde ganske få meter fra verdens næststørste vandfald, Victoria vandfaldet på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe. Jeg følte mig så meget ét med den frie natur, at jeg næsten ikke kunne rumme mine euforiske følelser af glæde over at opleve det. Det er den smukkeste naturoplevelse, jeg nogensinde har haft, og den har haft en meget stor og afgørende indflydelse på, hvilket liv jeg efterfølgende har stræbt efter at komme til at opleve i Danmark.

Vandmasserne væltede ned lige foran mig og bag mig og forsvandt under mig i en kæmpe brusende flod, Zambezi River. Der var mindst 7 regnbuer i de klareste farver at se på i skumsprøjtende fra vandmasserne. Jeg kan huske, at jeg havde meget svært ved at forlade broen igen, og jeg befandt mig i en euforisk rus i mange dage efter.

Siden har nogle i min omgangskreds været i USA og har oplevet Verdens største vandfald, Niagara Falls. Da de fortalte om deres oplevelser, havde jeg svært ved at blive begejstret på deres vegne, fordi alt omkring Niagara Falls er blevet så kommercielt og dermed en kæmpe stor og grådig pengemaskine.

Efter ca. 2 ½ måned i Afrika måtte jeg meget, meget slukøret se i øjnene, at de zambianske immigrationsmyndigheder ikke ville forlænge mit turistvisum, og de ville ikke give mig opholds- og arbejdstilladelse, da jeg ikke havde en landbrugsuddannelse. Så jeg tog hjem fra Afrika, og tog straks arbejde som medhjælper i landbruget mhp. at påbegynde en landbrugsuddannelse og vende tilbage til Zambia og bruge min uddannelse der.

Af forskellige årsager, som jeg ikke ønsker at komme nærmere ind på her, blev min drøm om at vende tilbage til Zambia aldrig virkeliggjort. Men igennem mit landbrugsarbejde de næste ca. 2 ½ år på 2 forskellige gårde, begyndte mine holdninger til naturen, jorden og dyrene at tage form. Jeg har gået og hakket roer med et hakkejern i al slags vejr i flere uger i træk. Selvom det godt kunne være hårdt arbejde, så var det alligevel forbundet med en vis friheds- og naturfølelse, og så havde roehakning også en social funktion, fordi vi altid var flere, der gik og hakkede roer. Det var ikke nær så spændende, da roehakningen senere blev foretaget af maskiner og arbejdet blev meget mere ensomt, fordi nu var min eneste kollega en traktor.

Jeg har også arbejdet med grise, hvor jeg var i en farestald. Jeg nød meget plejen omkring de søer, der skulle fare eller som lige havde faret, og jeg synes de nyfødte små grisebørn var så søde. Men jeg blev mere og mere frastødt af, at søerne var bundet til ædetruget 24 timer i døgnet 7 dage om ugen. Jeg blev også mere og mere frastødt af, at 40 søer, der lige havde fået taget deres små grise fra sig, blev bundet i en anden stald med den bageste ende vendende ud mod en altid brunstig orne, der hele tiden sprang på dem. Søerne skreg så hjerteskærende, hvis de ikke var parat til at modtage ornen.

Smågrisene skreg også så hjerteskærende, når de blev kastreret uden bedøvelse og når de blev proppet sammen i alt for små båse. De bed hinanden, sloges og skreg hele tiden undtagen, når de blev fordret.

Dyremishandling

Da det blev for meget for mig, holdt jeg op som landbrugsmedhjælper. Jeg ville ikke mere tage ansvar for al den dyremishandling, fordi dyrene var jo bare en handelsvare og en finansieringsmaskine for landmændenes stadig større forbrug af maskiner. Man var jo ikke en respekttabel landmand, hvis man ikke havde de sidste nye og de største maskiner i sin maskinpark.

Den vestlige verden driver frygtelig rovdrift på naturen, på dyr og på mennesker og undskylder sig med, at det er de nødt til for at overleve som nationer i den globaliserede verdensøkonomi. Jeg synes og har altid syntes at det er menneskers ekstreme egoistiske grådighed efter at mest muligt selv helt uden omtanke for om det skader naturen, andre mennesker, dyr andre nationer m.m..

Jeg er bare ikke stolt af at være en del en generation af mennesker, der er så styret af grådighed, magt, penge og prestige, at de slet ikke kan se, hvad det er, de byder moder jord, dyrene og deres medmennesker eller måske er de bare totalt ligeglad med om moder jord bliver et godt sted for vore børn og deres efterkommere at leve på. Jeg ved dog i bund og grund ikke, hvilke motiver andre mennesker har for at handle, som de gør.

Men jeg tror på, at fældning af træerne i regnskoven også er en trussel mod moder jord. Man har i mange år videnskabeligt vidst, at når man bliver ved med at fælde træer i regnskovene, så ødelægger vi ozonlaget. Så risikoen for “at brænde op i helvede” rykker nærmere og nærmere på, fordi ozonlagets funktion er at beskytte os mod solens ultraviolette stråler.

Vi starter og gennemfører krige med de mest olierige nationer i mellemøsten for at have magten og kontrollen over jordens olieressourcer, og for at bevare olieressourcerne som en af verdens største pengemaskiner og en af verdens største magtfaktorer.

De pengegriske og magtsyge mænd og kvinder prøver igen og igen at bilde os ind, at de starter og gennemfører krige for at befri befolkningerne fra diktatoriske statsmænd. Dette skal ikke forstås, som om jeg sympatiserer med diktatorer, fordi det gør jeg bestemt ikke. Jeg bliver bare enormt vred over, at man manipulerer os til at tro på, at med krig, magt og kontrol kan vi tilintetgøre ethvert ondt menneske på denne klode, når det i virkeligheden handler om at have den fulde magt og kontrol over jordens mange naturressourcer. Ressourcer, der gøres til handelsvarer og giver endnu mere magt, kontrol og penge.

Historien har vist os mange, mange gange, at vi ikke løser verdens problemer med magtudøvelse, kontrol og krig. Det fører bare til et endnu større behov for penge, magt, kontrol og krige. Lige så mange gange har historien vist os, at det er med gensidig kærlighed, ydmyghed og respekt, vi kan løse problemer på en sund måde for alt levende på vores jord.

Så! lad os hjælpe os selv og hinanden tilbage til naturen. Lad os hjælpe os selv og hinanden med at lære at se på alt og alle på denne klode som et økologisk kredsløb, hvor intet og ingen kan undvære hinanden.

iloveyou

Lad os hjælpe hinanden tilbage til levemåder, hvor menneskers og nationers selviske jagt på magt, penge og prestige ikke længere styrer vores handlinger, men hvor vi hver især handler uselvisk og med kærlighed, ydmyghed og respekt for alt levende på vores planet!

Lad os hjælpe os selv og hinanden med at lære at erkende, at alt og alle på en eller anden forunderlig måde er afhængig af noget andet eller af andre.

Lad os hjælpe os selv og hinanden med at lære at bruge den teknologiske udvikling på en sund måde i stedet for al den “brug og smid væk” kultur.

Lad os hjælpe os selv og hinanden med at lære at lade dyrene og menneskene leve på værdige og naturlige måder for dem og os. Vi ejer ikke dyrene, vi ejer ikke jorden, og vi ejer ikke hinanden.

Lad os oprette nogle flere centre som f.eks. Lejre forsøgscenter, hvor vi kan lære, hvordan vi godt kan overleve og leve på primitive og simple måder i samhørighed med naturen, dyrene og menneskene omkring os.

Lad os støtte økonomisk op om flere økologiske landmænd, der prioriterer naturen, dyrene og menneske før en stor flot maskinpark og pengetank samt overdyrkning af jorden alene for grådighedens, pengenes og magtens skyld.

Lad regnskovene overleve og plant 2 nye træer for hvert et træ, du fælder, og lav møbler af træer, som er døde på en naturlig måde eller væltet omkuld i storme.

Mit største ønske for fremtiden er, at jeg håber, at et stort flertal af mennesker på verdensplan slipper behovet for grådighed (det aldrig at kunne få og eje nok), magt, kontrol og penge. Jeg ønsker ikke, at mine børn, børnebørn, medmennesker eller jeg selv for den sags skyld skal opleve, at vores jord forvandler sig til en ørken, hvor intet levende kan gro eller leve mere. Jeg skræmmes bare ved tanken om at skulle brænde op i helvede, fordi vi bliver ved med at drive rovdrift på naturen, jorden, himlen, dyrene og hinanden.

Alle med økologiske tanke- og handlemåder værdsætter jeg som mine brødre og søstre. Alle som er styret af grådighed, prestige, kontrol og magtbegær har jeg ingen respekt for. Og det ved jeg, at jeg ikke vil få, så længe jeg lever. Dertil har jeg mit eget, mine børns og mine medsøstres og brødres liv for kært, og dertil har jeg et for nært forhold til naturen, jorden, himlen og dyrene.