Ønske om et indianerliv



Som du kan læse på nogle af de andre sider på min hjemmeside, var mine opvækstvilkår meget traumatiserende. Da jeg kommer fra en tid, hvor lovgivningen faktisk gav forældre og også skolelærere ret til at bruge fysisk vold og andre former for revselsesmetoder overfor børn, lærte jeg som barn og ung intet om, hvordan jeg kunne bevæge mig igennem livet på en måde, så jeg slap for systematisk at blive slået på og også slap for andre måder at nedværdige og “banke mig på plads” på.

Jeg vil lige gøre opmærksom på, at jeg for længst har tilgivet både mine forældre, skolelærere m.fl., da det har været afgørende vigtigt for min personlige frigørelse af mine opvækstvilkår netop at tilgive alle af et ærligt hjerte for at slippe fri af alt det had og al den selvmedlidenhed, der fulgte mig som en mare i så mange år.

Jeg fandt allerede som barn en måde at overleve mine opvækstvilkår på, og det var ved at begrave mig i indianertegneserier, og min store drøm som barn og teenager var at komme til at leve mit liv ligesom indianerne.

Jeg husker tydeligt, hvor meget håb, styrke og trøst, jeg især fandt i indianertegneserien Sølvpilen. Der var 3 hovedpersoner i Sølvpilen, som jeg stadig husker i dag. Det var indianerdrengen Sølvpil, indianerpigen Månestråle og den hvide dreng Falk, som var Sølvpils og Månestråles allerbedste ven. Jeg husker også Falks hest Ørneøje, Sølpils hvide hest Stormvind, Månestråles hest Brune og den lille pumaunge Tinka.

Soelvpilen

På en eller anden forunderlig og uforklarlig måde blev mine grundlæggende værdier formet i den indianeråndelighed Sølvpilen blev forfattet i, og som jeg levede mig fuldstændig ind i for at overleve mine opvækstvilkår. Det var dog en meget, meget ensom måde at overleve på, for jeg havde ingen at dele min voksende indianeråndelighed med, da jeg var rædselslagen bange for at fortælle mennesker omkring mig noget om, hvad der foregik i mit indre. Så jeg holdt min åndelighed helt for mig selv.

Da jeg 15 ½ år gammel blev anbragt på en efterskole, lod jeg pga. min dybe ensomhedsfølelse mig lokke (manipulere) til at tro på, at alkohol var et fantastisk middel til at fjerne min store frygt for andre mennesker, så jeg uden hæmninger bare kunne slå mig løs iblandt dem.

Jeg ønsker ikke at gå i detaljer med, hvor meget alkohol kom til at ødelægge for mig og især mine 2 elskede børn igennem 32 år, men jeg ved i dag, at jeg skiftede min indianeråndeligheds beskyttende virkning ud med den virkning alkoholen havde på mit urolige nervøse sind og på mine frygtstyrede tanker.

I 2007 blev jeg diagnosticeret med alkoholafhængighedssyndrom af Hvidovre Hospitals Alkoholenhed, og med denne diagnose, sluttede 32 års fangenskab i alkoholafhængighedens altødelæggende fængsel.

Med den for mig livsvigtige viden om alkoholafhængighedssyndrom, blev det muligt for mig at sætte proppen i flasken, at få ryddet op i min fortids ødelæggelser og dermed opnå et godt liv uden alkohol. Jeg har været ædru siden 2007, og har i dag ikke nogen alkoholtrang. Trangen er simpelthen forsvundet ud i den blå luft.

Ifølge WHO er alkoholafhængighedssyndrom i dag en anerkendt sygdom, og den er også en anerkendt psykiatrisk diagnose i Danmark. Ifølge Netpsykiater kan man være ved eller allerede have udviklet alkoholafhængighedssyndrom, hvis man:

  • Bliver mere og mere optaget af at drikke
  • Drikker mere alkohol end før, og man drikker det hurtigere.
  • Drikker alkohol på en stereotyp og unuanceret måde, dvs. at man indfører vaner, hvor man drikker på faste tidspunkter
  • Gang på gang drikker mere end man havde tænkt sig, fordi man ikke længere har kontrol over sit forbrug.
  • Oftere og oftere får kontroltab, dvs. at man ikke er i stand til at holde op med at drikke igen så snart man har drukket nogle få genstande.
  • Får større og større trang til at drikke.
  • Skubber andre aktiviteter til side for at drikke.
  • Går på druk i flere dage uden pauser.
  • Udvikler tolerans over for alkohol, dvs. at man ikke længere bliver så beruset som tidligere og kan tåle stadigt større mængder, fordi hjernen har vænnet sig til alkoholen. Det kaldes neuroadaptation.
  • Får abstinenser, når man holder op med at drikke. Abstinenserne viser sig ved, at man bliver urolig og rastløs, man ryster over hele kroppen, man sveder, har hjertebanken og får en lille smule feber. Abstinenserne er værst om morgenen, og de forsvinder, hvis man begynder at drikke igen.
  • Får fysiske sygdomme. Bl.a. kan man få skrumpelever, betændelse i bugspytkirtelen og nervebetændelse.
  • Får stadig flere problemer i forhold til familien, arbejdet og vennerne. Man kommer ud i en social deroute, hvor man kan miste sit job, blive skilt og til sidst kun omgås andre alkoholikere.

Hvorfor nogle begynder at udvikle sygdommen alkoholafhængighedssyndrom, har den lægelige leder af et af de ældste hospitaler i USA William D. Silkworth, som havde beskæftiget sig med og havde mange års erfaringer med behandling af alkoholisme, et godt bud på, som jeg personligt kan nikke genkendende til:

Dr. William D. Silkworth, beskrev i 1935 udviklingen af alkoholisme/alkoholafhængighedssyndrom på følgende måde: “Mennesker drikker i reglen, fordi de kan lide den effekt alkoholen bibringer dem. Følelsen er så listig, at samtidig med erkendelsen af det skadelige, kan de efter nogen tid ikke adskille sandhed fra løgn. For dem synes det alkoholiske liv det eneste normale. De er urolige, irritable og utilfredse med mindre de atter fornemmer den følelse af lettelse og velbehag, som indfinder sig, straks de har fået nogle drinks – drinks, som de ser andre nyde uden risiko. Eftersom de bukker under for begæret, atter og atter, som så mange gør, og fænomenet trangen udvikler sig, passerer de det velkendte stadium, at det “er for sjov”, og samvittigheden dukker op med en fast beslutning om ikke at drikke igen. Dette sker igen og igen, og medmindre den pågældende kan opleve en total psykisk forandring, er der meget lidt håb om helbredelse.”

Det tog mig mange år at se sandheden om min alkoholiske livsstil fuldstændigt ærligt i øjnene, men ovennævnte beskrivelser af, hvordan alkoholisme/alkoholafhængighedssyndrom kan begynde at udvikle sig, kunne jeg simpelthen ikke komme uden om.

Jeg måtte tvunget i knæ af endnu et alkoholkontroltab fuldstændigt ærligt se i øjnene, at alkoholen helt uden for min mentale kontrol pga. min uvidenhed havde været en så altoverskyggende psykisk og fysisk besættelsesmagt i mit liv, at den ubarmhjertigt fjernede mig længere og længere væk fra den indianeråndelige magt, som jeg havde overlevet mine opvækstvilkår på. Jeg erkendte også, at alkoholen kunne koste mig mit liv, og det ønskede jeg virkelig ikke.

Med erkendelsen og visheden om mit alkoholafhængighedssyndrom, fik jeg pludseligt et meget stærkt og bevidst ønske om at leve, og jeg fik jeg en livsvigtig mulighed for at begynde den totale psykiske forandring, jeg desperat behøvede for at kunne begynde at håndtere mit liv på en måde, så jeg ikke igen bukkede under for begæret efter alkoholens virkning på mig.

Alkoholpromiller

Noget andet, som bl.a. har åbnet mine øjne fuldstændigt vedr. mit eget tidligere forbrug af alkohol, og om hvordan min reaktionsevne og min forstand hurtigt gik ud, hver gang jeg begyndte at hælde alkoholen ind, var oplysningerne i skemaet herover.

Jeg er lykkelig for, at jeg siden 2007 har været en aktiv del af et fællesskab, der med ægte kærlighed og tolerance mod andre har mødt mig og stadig møder mig præcis dér, hvor jeg er i forhold til mit alkoholafhængighedssyndrom og i forhold til mit liv i øvrigt.

Jeg vil udtrykke min dybeste taknemmelighed overfor alle de mennesker, der velvilligt og frivilligt har delt deres egne personlige erfaringer om, hvordan deres liv formede sig med alkoholens som den altoverskyggende magt i deres liv. Især vil jeg takke dem af hele mit hjerte for også have delt deres personlige erfaringer om, hvordan de bærer sig ad med at få integreret en åndelig magt, som den styrende magt i deres liv, og som er stærk nok til uden kamp at afvise alkoholens magt ved “døren”, hvis den i form af en pludselig trang, skulle dukke op og banke på “døren” og forsøge at komme ind i en alkoholikers liv igen for at generobre magten.

Uden alle disse menneskers hjælp med af få en meget enkel og effektiv åndelig løsning på, hvordan jeg kan forblive ædru, havde jeg nok ikke klaret det. Disse mennesker har virkelig gjort og gør stadig en kæmpe forskel i mit liv, så jeg i dag kan leve i overensstemmelse med min indianeråndelighed og have en helt fantastisk følelse af at være en del af noget meget smukt og STORT.

Bear Heart woman

Min rejse hen imod at kunne få øje på og dermed erkende mit alkoholafhængighedssyndrom, startede ganske givet i 2004, da gik jeg på HF. Jeg fik i hvert tilfælde sået et frø, som de næste par år mere og mere åbenbarede min barndoms indianeråndelighed for mig.

På HF skrev jeg nedenstående stil i dansk på baggrund af en artikel i en prøveeksamensopgave, der handlede om det grådige og magtbegærlige menneske, erfaret, erkendt og dermed set med indianerøjne. Min lærer var begejstret for mine refleksioner over artiklen og gav mig følgende skriftlige feedback på min stil: “Virkelig fin besvarelse, der er præget af smukke (og nødvendige) visioner og formuleret i et personligt og nuanceret sprog”.

Jeg undlader helt bevidst at oplyse min karakter, fordi for mig er det væsentlige, at både min lærer og jeg selv fik noget virkelig positivt ud af min stil. Dét, der betyder noget for mig, er at kunne gøre en positiv forskel i et andet menneskes liv og i mit eget. Min holdning til karakterer er, at de kun har ét eneste formål; nemlig at kategorisere mennesker og samfund i:

  • de gode og de onde,
  • de kloge og de dumme eller
  • de stærke og de svage

… … og så bruge disse vurderings- og bedømmelsesresultater i en evindelig og ulidelig konkurrencekamp om mest mulig magt, penge og prestige for det enkelte menneske og/eller samfund. Denne evindelige og ulidelige jagt på mest muligt magt, penge og prestige har jeg, så langt, jeg husker tilbage, aldrig haft ønsker om at deltage i, for i min verden findes der en anden slags rigdom, som er meget mere behagelig at stræbe efter. En rigdom, som ikke konstant sender mig på flugt i mit eget land, og som har sit udspring i indianernes oprindelige måde at anskue og håndtere livet, jorden og alt levende på.

Det skal lige nævnes, at der efterfølgende er blevet sået tvivl om det oprindeligt var en indianerhøvding, der tilbage i 1894 skrev den artikel, jeg reflekterede over eller om det var Greenpeace, der lavede den ca. 100 år senere i deres politiske kamp for at skabe en bedre verden at leve i for alt levende på vores jord.

For mig personligt er det fuldstændigt ligegyldigt, hvem der oprindeligt skrev artiklen, fordi det er budskabet i artiklen, der er det væsentlige og det vigtige for mig. Budskabet kan vi nemlig alle lære noget af, hvis vi tør indrømme over for os selv, at vi indeholder grådige og magtbegærlige egenskaber alle sammen.

Mennesket tilhører jorden, fordi intet enkelt menneske eller fælles jord og intet enkelt menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele.

Teksten: “Indianerhøvdingen Seattle: Budskab til den amerikanske præsident” er fra 1894 og blev skrevet i forbindelse med, at den amerikanske regering ville købe nogle af de landområder, der tilhørte indianeren.

Det faldt indianerhøvdingen for brystet, fordi han allerede på daværende tidspunkt havde fået mange erfaringer med den hvide mands måde at bruge jorden på. Om den hvide mands holdning til jorden skrev indianerhøvdingen bl.a.: “Et vist stykke jord er ikke mere værd end det ved siden af. (…) Jorden er ikke hans broder, men hans fjende, og når han har besejret den, flytter han videre. (…) Han behandler sin moder, jorden, og sin broder, himlen, som ting man køber, plyndrer og sælger som får eller glinsende perler. Hans grådighed vil en dag opsluge jorden og efterlade blot en ørken”.

Selvom den amerikanske præsident lovede indianerne venskab og god vilje, så “købte” indianerhøvdingen ikke præsidentens venlige løfter. Indianerhøvdingen havde desværre allerede de erfaringer, at hvis indianerne sagde nej tak til at sælge deres jord, så ville den hvide mand komme alligevel og tage deres land med magt og geværild.

Derfor forsøgte indianerhøvdingen Seattle at påvirke den amerikanske præsident til at behandle den frie natur med værdighed, ydmyghed og respekt. Indianerhøvdingen forsøgte også at fortælle den amerikanske præsident, at jorden, himlen, planterne og dyrene ikke er en handelsvare, man kan eje, tjene penge på og misbruge udover deres grænser.

Indianerhøvdingen prøvede at påvirke den amerikanske præsident til at indtage nogle andre holdninger til moder jord ved at fortælle ham, hvordan indianerne opfattede naturens, jordens, himlens og dyrenes værdi. Bl.a. skrev han: “Vi er en del af jorden og den er en del af os. De duftende blomster er vore søstre. Hjorten, hesten, den store ørn de er vore brødre. Bjergkæderne, saften af græsset, ponyens kropsvarme og mennesket alt hører til den samme familie”.

Høvdingen ville have præsidenten til at indtage holdningen, at den frie natur, jorden, himlen, dyrene og mennesket er én stor familie, og det skal man behandle med stor kærlighed, værdighed, ydmyghed og respekt.

Indianerhøvdingen brugte slagfaste argumenter for at påvirke den amerikanske præsident. Han skrev bl.a.: “Det glitrende vand, som strømmer i bække og floder er ikke blot vand, men vore forfædres blod. (…) I må lære jeres børn, at (…) enhver gådefuld genspejling i søernes klare vand fortæller om begivenheder og erindringer i mit folks liv. Lydene fra vandets strømmen er min fader og mine forfædres stemmer”.

Indianerhøvdingen var meget skarp i sin kritik af den hvide mand. Han satte indianernes skikke op mod den hvide mands skikke. Han skrev bl.a.: “Jeg er en vild og forstår ikke nogen anden skik. Jeg har set tusindvis af bisoner i forrådnelse, efterladt på prærien af den hvide mand, som skød dem fra rullende tog. Jeg er en vild, og jeg forstår ikke, hvordan den dampende jernhest kan være vigtigere end bisonokser, som vi kun dræber for at overleve. (…) En ting, ved vi. Vor Gud er den samme Gud. Denne jord er dyrebar for ham. End ikke den hvide mand kan undslippe den fælles skæbne. Vi bliver måske brødre en gang, når alt kommer til alt. Vi får vel se”.

Sådan sluttede indianerhøvdingen sit budskab til den amerikanske præsident i 1894. (Eller måske var det Greenpeace ca. 100 år senere)

Hvordan kan vi gøre effektivt op med, at grådige og magtbegærlige mennesker eller samfund starter krige eller slår levende ihjel med det ene formål for øje, at eje mest muligt og opnå mest mulig magt?

Som enkelt individ har jeg for længst erkendt min egen magtesløshed overfor at kunne ændre andre mennesker og samfund, så som enkeltindivid tror jeg ikke, man kan gøre ret meget andet end at prøve at ændre på sig selv. Jeg har i hvert tilfælde ikke fundet de vise sten og de effektive og konkrete svar på mine egne spørgsmål endnu, men for mig er det tankevækkende, at indianerhøvdingen i sine slutbemærkninger til den amerikanske præsident ikke opfatter den hvide mand som sin broder, når han selv har holdningen, at alt og alle på den jord er én stor familie.

Jeg forstår ham dog godt, fordi jeg i lighed med indianerhøvdingen selv er et meget åndeligt funderet menneske, hvis grundlæggende værdier bestemt ikke har sin grobund i ønsker om at besidde så megen personlig magt, penge og prestige, som overhovedet muligt. Jeg opfatter nemlig også alt og alle på denne jord som én stor sammenhæng; én stor familie hvor alt og alle på hver dets og deres individuelle måder har en afgørende og vigtig betydning for noget andet og for nogle andre.

Intet menneske eller samfund er en øde ø i sig selv, men en del af en universel Enhed. Desværre oplever jeg hver eneste dag, at mennesker og samfund stadig driver voldsom rovdrift på naturen, himlen, jorden og deres medmennesker. Det piner mig ind imellem meget, fordi jeg vil jo så gerne have, at der er en levedygtig jord at leve på for mine børn, deres efterkommere og mig selv.