Personskadet



Lørdag den 15. maj 2010 startede som en meget smuk dag i mit liv. Jeg vågnede nemlig endnu en morgen i min daværende kærestes lejlighed med en dejlig følelse af både glæde, lykke og frihed. Han og jeg var nemlig på 4. måned stadig kærester efter vi havde været næsten 2 ½ år om at turde tage skridtet fuldt ud og hengive os fuldstændig til de varme følelser, vi havde for hinanden.
lovebirds

Jeg var også lykkelig denne morgen, fordi jeg på 3. år havde et fuldtidsjob som SOSU-hjælper, og fordi jeg var tilknyttet en arbejdsplads, som jeg stortrivedes på, og som jeg regnede med, jeg ville være ansat på i mange år frem – måske endda resten af mit arbejdsliv. Mine kolleger og chefer var desuden nogle helt fantastisk dejlige mennesker, der satte dét at være gode kolleger og dét at have et godt fysisk- og psykisk arbejdsmiljø meget højt.

Jeg havde fri fra arbejde denne lørdag, og min daværende kæreste og jeg havde planlagt at køre ned og besøge min ældste søn, der bor i et døgnbemandet bofællesskab for meget handicappede voksne mennesker i Næstved.

Den lange køretur fra København til Næstved var ikke nogen sjov køretur. Regnen piskede ned i stride strømme, sigtbarheden var meget lav og vejene ekstremt våde. Min daværende kæreste kørte flere gange med al for høj fart på de våde veje og motorveje, selvom jeg flere gange bad ham sænke farten, hvorfor en større og større frygt for at køre galt voksede indeni mig.

Heldigvis ankom vi til Næstved uden at køre galt, og efter jeg havde sundet mig lidt efter den frygtfremkaldende køretur, kunne jeg lægge køreturen bag mig. Vi tilbragte nogle skønne timer hos min ældste søn, hvorefter vi begyndte at køre hjemad igen.

Regnen piskede stadig ned, da vi kørte fra Næstved, men på vejen hjem aftog regnen i sin styrke og gik over i en stille og ikke nær så kraftig regn, så min frygt for at køre galt på de våde veje gik næsten i sig selv igen.

Men da vi kom til Sneglen ved Motorring 3, kørte min daværende kæreste ind i Sneglen med en hastighed på 60 kilometer i timen, hvilket jeg fra egen bilisterfaring vidste, var al for høj en fart netop i denne motorvejssnegl. Jeg bad derfor indtrængende min daværende kæreste om at sænke farten, men han nåede det ikke.

Pludselig, som lyn fra en klar himmel, skred bilens bagende ud, og bilen snurrede rundt om sig selv et par gange, før den med et kæmpebrag kørte frontalt ind i en af lygtepælene i vejkanten.

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det smukke og trygge liv, jeg havde brugt 3 år på at opbygge, skulle blive totalt ødelagt på næsten alle områder de næstkommende år. Jeg havde heller ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at så mange mennesker, offentlige myndigheder og et forsikringsselskab ville manipulere med mig og svigte mig så meget, som de har gjort, og at jeg skulle påføres så mange tab, som jeg er blevet siden trafikulykken 15. maj 2010.

Jeg havde heller ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at de offentlige myndigheder inkl. Arbejdsskadestyrelsen, Ombudsmanden og forsikringsselskabet kunne blive ved med at lykkes med at se bort fra og ændre markant på alle de politi- og lægebeviser, der er i min personskadesag, hvilket har gjort, at jeg ikke har fået nogen erstatning for varige mén, tabt erhvervsevne, tabt arbejdsfortjeneste samt svie og smerte. Herfra vil jeg kun fortælle dét om trafikulykken, som jeg faktuelt kan dokumentere fra mine mange politi- og lægebeviser.

Trafikulykken 15. maj 2010 ifølge Politiets dispositionsrapport og 3 politiafhøringer af anmelderen af ulykken, føreren af bilen og mig selv

Den 15. maj 2010 var jeg på vej hjem til København sammen med min daværende kæreste efter et dejligt besøg hos min ældste søn i Fensmark ved Næstved. Min daværende kæreste kørte bilen, og jeg var forsædepassager. Ifølge de 3 politiafhøringer mistede min daværende kæreste herredømmet over bilen med 50-60 km i timen i den højredrejende motorvejssnegl ved Køge Bugt/Motorring 3 på en meget våd vej. Bilen snurrede 1-2 gange rundt og kørte derefter fronttalt ind i en lygtepæl.

Ifølge Politiets Dispositionsrapport kunne den forulykkede bil ikke trille på forhjulene, hvorfor politiet bestilte Falck til at bugsere bilen fra ulykkestedet til Løjtegårdsvej på Amager.

Lysmasten, som bilen kørte fronttalt ind i, blev også skadet (lysmasten bøjede kraftigt og lygten på toppen af masten røg af), hvorfor politiet påsatte en mærkat med diverse oplysninger.

Ifølge Politiets Dispositionsrapport og de 3 politiafhøringer, blev der også tilkaldt en ambulance, da jeg blødte meget fra begge mine ben.

Ambulance

Ifølge ovennævnte politibeviser er det åbenlyst, at min ryg og begge mine ben har været udsat for pludselige kraftige forvridninger og pres mod højre side i bilen. Da bilen ramte fronttalt ind i lygtepælen udløstes begge airbags og begge mine ben blev slået op i handskerummet med kraftig fart og min overkrop blev pludseligt mast kraftigt forover og derefter bagover.

2 af politiafhøringerne beviser også, at jeg blev ramt af en chokbelastningsreaktion, der varede i flere timer efter trafikulykken. Det påførte mig et totalt hukommelsestab fra Falckfolkene førte mig hen til den tilkaldte ambulance på ulykkestedet, indtil jeg mange timer senere brød sammen i min daværende kærestes køkken. Jeg kan oplyse, at jeg stadig lider af dette totale hukommelsestab.

Hukommelsestabet, jeg pådrog mig på trafikulykkedagen pga. min chokbelastningsreaktion, og indholdet af skadestuenotatet fra Glostrup hospital efterlod mig i god tro om, at jeg ikke var kommet alvorligt til skade ved trafikulykken, og at smerterne på mit venstre skinneben og mit højre knæ ville aftage efter nogle uger, hvorfor jeg genoptog mit arbejde 2 dage efter trafikulykken.

Månederne efter trafikulykken

I månederne efter trafikulykken viste det sig, at mit højre knæs helbredstilstand blev mere og mere forværret indeni. Mit højre knæ låste sig fast flere og flere gange om dagen, når det var i bøjet tilstand. Når jeg skulle strække mit knæ ud igen, blev smerterne kraftigere og kraftigere selvom jeg med langsomme og kontrollerede bevægelser forsøgte at lirke mit knæ fri af de aflåste tilstande, uden det gik af led og skred sidelæns.

Jeg vågnede også pludseligt flere gange hver nat pga. af de ekstreme smerter, jeg oplever, når mit knæ går af led/skrider sidelæns – ganske givet, fordi jeg i sovende tilstand ikke har nogen som helst mental kontrol over mine bevægelser.

Den 6. september 2010 ca. 3 ½ måned efter trafikulykken måtte jeg opgive at passe mit arbejde og sygemelde mig, da det var blevet helt åbenlyst for mig, at skaderne i mit højre knæ måtte være langt værre end først antaget af Københavns Vestegns Politi og af skadestuen på Glostrup Hospital.

Min læge henviste mig direkte til operation på Bispebjerg Hospital med mistanke om menisklæsion, og jeg blev kikkertopereret den 26. oktober 2010.

Operationen påviste, at jeg havde pådraget mig varig højresidig meniskskade og varige bruskskader omkring min knæskal i mit højre knæ. Trods operationen fortsatte forværringen af mit højre knæs helbredstilstand, og ved en MR-scanning af mit højre knæ den 4. april 2012 på Frederiksberg Hospital, påvistes det, at mit bageste korsbånd var revet helt over, og at mit forreste korsbånd også var skadet.

korsbaand

Jobcenterforløb og behandlingsforløb efter min sygemelding

Jeg blev afskediget fra faste job mit job på 35 timer pr. uge den 25. november 2010 pga. de varige mén i mit højre knæ, selvom både min praktiserende læge, Jobcenter København, Kofoeds Skole som anden aktør og jeg selv gjorde alt, hvad vi kunne for at fastholde mig i job inden for den første måned efter, jeg blev opereret i mit højre knæ.

Jeg var i et 9 ½ måneds forløb med 2 timer pr. dag i Grafisk Værksted på Kofoeds skole fra 10. november 2010 til 25. august 2011 – bestilt og iværksat af Københavns kommunes Jobcenter.

Under min forløb på Kofoeds Skole var jeg sammenlagt i et 3 måneders arbejdsevneafklaringforløb i Aktivitetscenter Østerbro i 2011. Jeg startede med 25 timer/ugen 5 timer pr. dag og endte uafklaret i forhold til, hvor mange timer pr. uge, jeg kunne klare at arbejde, da 21 timer pr. uge tiltagende forværrede mine knæs og nu også min rygs helbreds- og smertetilstand selvom alt stående og gående arbejde var blevet fjernet. Jeg havde før trafikulykken ikke haft nogen kroniske smerter i min ryg, og havde tidligere aldrig måtte opsøge en læge pga. længerevarende daglige kroniske smerter i min ryg.

Både min praktiserende læge og min konsulent på Kofoeds Skole skrev i august 2011, at der var behov for endnu en arbejdsprøvning/et arbejdsevneafklaringsforløb med henblik på at finde frem til, hvor mange timer pr. uge, jeg kunne arbejde, og Kofoeds Skole ansøgte desuden på mine vegne om godkendelse til Fleksjob. En fleksjobansøgning, som Københavns kommune aldrig traf en lovlig begrundet afgørelse på. Jeg fik ikke gjort noget ved det, fordi jeg på det tidspunkt var ekstrem psykisk belastet af alle de tab, jeg havde lidt på bare 1 år.

For min læge, for Kofoeds Skole og for mig selv var det åbenlyst, at der var/er tale om så væsentlige følger af trafikulykken 15. maj 2010, at det betyder en væsentlig indskrænkning i mit liv og funktionsniveau, der reelt bevirker, at jeg aldrig mere vil kunne opnå at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde og aldrig mere vil kunne opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet på lige ansættelses- og lønvilkår med andre ikke-personskadede arbejdstagere.

Trods dette fratog Københavns kommune mig alligevel mine sygedagpenge den 30. september 2011 og henviste mig til at blive forsørget af kontanthjælp. Dette gjorde, at jeg brød helt sammen psykisk, og min læge måtte derfor henvise mig til udredning for Post Traumatisk Stress (PTSD).

brevmagt

Jeg udviklede voldsommere og voldsommere panikangst overfor breve fra myndighederne, fordi indholdet af dem påførte mig flere og flere økonomiske tab og sendte mig længere og længere væk fra at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det var især en ekstrem psykisk belastning, at alle breve fra Jobcentret indeholdte mange trusler om at få sanktioneret mine sygedagpenge og senere min kontanthjælp, hvis jeg ikke makkede ret og gjorde præcis, hvad de krævede af mig.

Efter 3 måneders psykiatrisk udredning fra november 2011 februar 2012 hos en privat praktiserende psykiater fik jeg diagnosen Belastningsreaktion uden specifikation (Diagnosekode F 43.9). Min psykiater har i 2 erklæringer af hhv. 20. februar 2012 og 4. juni 2013 bl.a. skrevet:

”Pt. har siden bilulykken haft en del angst og uro. Hun kan have regulære panikanfald. Hun er ked af at være sygemeldt, ked af, at hun ikke kan arbejde som SOSU-hjælper mere på grund af knæet. Belastet af omstændighederne omkring ulykken, der er en konflikt i forhold til exkæreste, som kørte bilen.

Hun har søgt erstatning og har en verserende sag såvel dér som i det sociale ankenævn vedr. fleksjob. Pt. har megen bitterhed i forhold til den kommunale sagsbehandling, og føler sig ikke værdigt behandlet. Hun er følsom for svigt og uretfærdigheder, som hun har oplevet så meget af i sit liv. Pt. fremtræder psykisk påvirket af ovennævnte begivenheder som hun kredser om og er emotionelt påvirket af, hun har herudover ikke psykiatriske symptomer. Pt. har ikke diagnosen PTSD, da der ikke foreligger noget afgrænset af tilstrækkelig alvor. Pt. har symptomer, som man ser det ved PTDS og hun skønnes at have en langvarig belastningstilstand. [… …] Denne tilstand vedligeholdes af de uafklarede forhold vedr. fremtidig arbejdsevne, jobtilknytning og økonomi.”

”Prognosen er afhængig af pts. livsvilkår idet den bestående psykiske skrøbelighed /overfølsomhed gør pt. følsom overfor ydre pres og stress. Der er behov for overblik, herunder struktur og forudsigelighed i dagligdagen. Det vil derfor være væsentligt at pt. får afklaret den sociale situation. Jeg vil – med forbehold for, at der er gået mere end 1 år, siden jeg har set pt. – mene hun bør og kan hjælpes tilbage i en form for arbejdsfunktion, men der er skånebehov jf. ovenstående og hun har næppe fuld arbejdsmarkedsfunktion.”

Fra Københavns kommune stoppede mine sygedagpenge 30. september 2011 og frem til september 2012, skete der absolut intet i forhold til at hjælpe mig tilbage på arbejdsmarkedet, og da jeg følte mig fuldstændig sat ud på et sidespor og dermed magtesløs overfor at kunne gøre mere end jeg allerede havde gjort, begyndte jeg at arbejde frivilligt i en Bogbutik. Jeg blev oplært i at modtage ordre på mail og telefon, lærte at bogføre kunder og salg af bøger i et bogføringsprogram og lærte at lave fakturaer. Jeg begyndte også at blive mere aktiv som menneskebog i Menneskebiblioteket.

Klik ind på Menneskebiblioteket her

laanmig

Jeg måtte desværre fraflytte mit 4. sals møblerede pensionatværelse i København i maj 2012, fordi jeg ikke mere kunne klare trapperne til og fra 4. sal. Selvom det var helt åbenlyst, at jeg måtte fraflytte pga. mine uhelbredelige handicap i knæ og ryg, og at jeg ikke havde mine egne møbler, så besluttede Københavns kommune alligevel at afvise at give mig økonomisk hjælp til etableringen af den handicapvenlige lejlighed, jeg fandt i Store Heddinge.

2 af min dengang 4 pensionsopsparinger kunne desværre frikøbes før jeg skulle på pension, så jeg blev tvunget til at frikøbe 2 af mine pensionsopsparinger, hvor staten skulle have 60 % i skat, når pensionsopsparinger frikøbes før tid. Så de ca. 42.000 kr., som de 2 pensionsopsparinger tilsammen udgjorde, endte med at jeg fik ca. 15.000 kr. udbetalt til etablering af en hel lejlighed.

Jobcenter Stevns sendte mig i et mere end 6 måneders genoptræningsforløb i Quick Care i Store Heddinge fra september 2012 til marts 2013, men det mislykkedes at forbedre og udvikle min fysiske funktionsevne og det mislykkedes også minimere mine kroniske smerter i knæ og ryg – i ryggen oftest brændende smerter, der er næsten uudholdelige. Faktisk forværrede træningen mine kroniske smerter, men det ville Quick Care ikke acceptere, så de kørte meget psykisk på mig.

Heldigvis var min læge i Store Heddinge mere lydhør overfor mine knæs og min rygs fortsatte forværrede helbreds- og smertetilstand, så hun henviste mig til Tværfagligt Smertecenter på Køge Sygehus. Her var jeg i et 8 måneders forløb fra juli 2013 til februar 2014. Jeg fik MR-scannet hele min ryg, og det blev konstateret, at jeg havde udviklet degenererede disci i lænden og i nakken, nerveskadersmerter, 3 små diskusprolapser i ryggen samt fejlstilling af min ryg 2 steder.

Forløbet endte med, at jeg igennem nogle måneder fik fysioterapeutisk behandling og vejledning med afspændingsøvelser og varmtvandstræning mhp. at vedligeholde mine muskler i hele mit bevægeapparat og for at smertelindre mig.

Jeg flyttede tilbage til København i august 2013, fordi det viste sig, at lejligheden i Store Heddinge var kraftigt forurenet af ikke-synlige opfugtede vægge og gulve, og at der derfor havde dannet sig så kraftig skjult skimmelsvampevækst i vægge og gulve, at det varigt havde forgiftning mit centralnervesystem og mine lunger. Det var boligselskabet som genhusede mig, og heldigvis holdt de mig helt økonomisk skadefri.

Efter jeg flyttede tilbage til København har jeg været i forløb hos Plan og Handling siden juni 2014 – bestilt og iværksat af Jobcenter JKI i København. Her havde jeg en mentor fra juni 2014 til februar 2016. Jeg har også deltaget på forskellige undervisningshold, hvor jeg har været sammen med andre syge og handicappede i 1 ½ -2 timer af gangen 2 gange om ugen sammen med en temaunderviser.

Jeg har desuden deltaget i varmtvandstræning ca. 1 gang om ugen, fordi mit 8 måneder lange forløb på Tværfagligt Smertecenter på Køge Sygehus påviste, at det er den eneste behandlingsform, jeg kan tåle. Det er også den eneste behandlingsform, der kan hjælpe mig med at vedligeholde musklerne i hele min krop, uden at jeg efterlades med uudholdelige brændende smerter især i min ryg.

svømning

I forhold til mit behov for en arbejdsevneafklaring, som ifølge mine læger har været et behov siden august 2011, så skete der fortsat ingenting selvom jeg mange gange prøvede at presse Jobcentret til at iværksætte et arbejdsevneafklaringsforløb.

Da det er en meget stor psykisk belastning for mig at leve i denne uvished, pressede jeg Jobcentret yderligere i august 2014. Jeg søgte førtidspension på det foreliggende grundlag. Ikke fordi jeg ønskede en førtidspension, men alene fordi jeg på den måde ville tvinge Jobcentret til at træffe en eller anden afgørelse, som kunne bringe mig et skridt videre i forhold til at blive afklaret arbejdsevnemæssigt.

Min førtidspensionsansøgning fik endelig Jobcentret til at handle. De indkaldte mig til et møde med Rehabiliteringsteamet, som afviste førtidspension, men som samtidig anbefalede, at jeg fik tildelt et ressourceforløb. Jobcentret godkendte Rehabiliteringsteamets anbefaling og tildelte mig et ressourceforløb i 3 år i november 2014.