Svaghed



I forbindelse med Folketingsvalget i 2015, dukkede der under en af valgudsendelserne i Debatten på DR2 en for mig ukendt psykolog op i debatpanelet. Hun fik ikke meget tid i panelet, men hun brugte den tid, hun fik på en måde, som rystede de politikere, der deltog i Debatten denne aften.

Menneskeværdi

Jeg blev simpelthen så taknemmelig for, at psykologen havde modet til at udfordre politikerne på deres holdninger til menneskers individuelle værdi – eller rettere skrevet mangel på individuel værdi – Psykologen havde også modet til at udfordre politikerne på, hvilket samfund, de har fået skabt, som kategoriserer så mange mennesker i svaghedsgrupper.

Pga. mine livserfaringer som borger i dette samfund kan jeg kun opfatte det danske samfund som et svagt samfund, når man bruger så ekstreme summer af økonomiske, politiske og menneskelige ressourcer på at svageliggøre mennesker, som jeg har erfaret, Danmark har gjort i min levetid og fortsat gør.

Det er som om, at målet med livet i Danmark er at blive en fuldkommen robotagtig borger, der aldrig begår fejl, aldrig siger nej, aldrig bryder sammen i gråd, aldrig bliver bange, aldrig bliver vred over et eller andet, aldrig bliver ramt af langvarig sygdom og da slet ikke bliver født handicappet eller bliver påført varige handicap ved f.eks. en trafikulykke.

Jeg er selv blevet svageliggjort mange, mange gange, siden jeg blev mor første gang i 1986, og da begge mine børn også er blevet det hele deres liv, har jeg fundet nedenstående refleksioner over begrebet “svaghed” yderst værdifulde og betydningsfulde.

Mor_og_Stefan_15082012

Min multihandicappede voksne søn Stefan og mig i en hyggestund i hans lejlighed i hans bofællesskab i 2012

Jeg fik kendskab til en definition af begrebet “svaghed” i kapitel 3 i Undervisningsministeriet uddannelsesredegørelse fra 1998 i forbindelse med min voksenunderviseruddannelse på Danmarks Pædagogiske Universitet. Jeg brugte mine refleksioner over begrebet ”svaghed” i min afsluttende eksamensopgave i forhold til Voksenunderviserfaget. Jeg fik også en yderst brugbar sidegevinst, fordi mine refleksioner gav mig også en forståelse for, hvorfor vi som familie havde så svært ved at trænge igennem hos de offentlige myndigheder og ansatte.

Vi blev simpelthen bedømt i forskellige svaghedskategorier med den begrundelse, at så var det nemmere at forstå os. Men vi havde ikke brug for forståelse, vi havde brug for en accept af vores behov for at blive mødt som ligeværdige mennesker især af dem, som er ansat til at hjælpe, når livet bryder sammen i menneskers liv af forskellige grunde.

Hele uddannelsesredegørelsen fra 1998 kan læses her

Jeg har plukket nedenstående fra kapitel 3 i denne redegørelse i håbet om, at dette også kan medvirke til at skabe større accept og empati for familier, som har svære odds i tilværelsen – her iblandt min egen lille familie.

Historisk rids om begrebet svaghed

Igennem hele menneskehedens historie har der i alle samfund været større eller mindre grupper, som har fået tildelt en rolle som afvigere: Mennesker, der ikke bliver oplevet eller behandlet som fuldgyldige medlemmer af fællesskabet.

Fælles for disse afvigere er, at de på et eller flere områder, f.eks. mht. intelligens eller sanseapparatet, har mangler, der adskiller dem fra såkaldt normale. Det har ført til, at de er blevet defineret som ”svage”, og det har fået konsekvenser. De definerede afvigere påkalder sig som regel særlig opmærksomhed og/eller kontrol.

Hvorfor begrebet svaghed, og hvad mener vi med det?

Ofte betegnes et menneske som ”svagt”, hvis det mangler styrke, hvis det let bryder sammen eller ikke er i stand til at modstå angreb. Vi kan som mennesker blive kaldt ”svage”, hvis vi mangler beslutningsvilje eller evne, vi kan have en svag karakter. Vi kan være intellektuelt, fysisk eller socialt ringe udrustet, vi kan måske ikke leve op til standarden. Vi kan stå i en svag position, vi kan blive svage eller have alle odds imod os, hvad der ofte vil gælde for etniske minoriteter og børn fra beskedne kår tidligere især piger, men nu i højere grad drenge.

Blot ud fra disse få eksempler er det tydeligt, at begrebet svaghed ikke er entydigt. Svaghed kan være udtryk for en forudsætning noget givet ligesom det kan være udtryk for en proces eller et resultat. Det kan være medfødt eller udviklingsbestemt.

Ingen kan entydigt defineres som ”svag” eller ”stærk”. Svaghed eller styrke er ikke en etiket, man med rimelighed kan sætte på et menneske. At være svag på ét område betyder ikke, at man entydigt kan siges at tilhøre en kategori af “svage”.  At behandle et andet menneske som svagt er således ensbetydende med at eksponere og fastholde en enkelt dimension af menneskets sanser og intelligenser på bekostning af andre.

Bestemmes svaghed af de ”stærke”?

En vinkel på spørgsmålet om menneskelig styrke og svaghed er, at svaghed bestemmes af de ”stærke”. Det er de ”stærke”, der planlægger og tilrettelægger de pædagogiske tilbud, de institutionelle rammer og omfang og indhold af det pædagogiske tilbud, der skal tilgodese de ”svages” behov.

Den iboende fare er åbenlys: Tilbuddet til de ”svage” bygger på de ”stærkes” præmisser og får også deres udtryk. Ligeledes er individualiseringstendensen stærk, det er ofte den definerede ”svage”, der har fået sine forhold eksponeret af de ”stærke”. Det er de individualiserede pædagogiske handlemuligheder, der tages i brug for at hjælpe den ”svage”.

Selve tilbuddet indeholder en potentiel risiko for at fastholde de ”svage” i en rolle eller sagt på en anden måde: Det er tilbuddet, der søger svaghed, og ikke de ”svage”, der søger tilbud.

Vi skal interessere os mere for, hvad de ”stærke” foretager sig!

Motiverne til at handle, som vi gør, kan være mange mere eller mindre legitime. Man kan derfor spørge, om de ”stærke” simpelthen har brug for svaghed hos andre for at kunne manifestere styrke?

Hvis der blot er et lille gran af sandhed i den hypotese, er der behov for et fokusskift i hjælpen til de svage bort fra det svage og hen imod det stærke.

Vi skal interessere os mere for, hvor styrkerne hos mennesket er, og hvad de ”stærke” foretager sig. Uanset om de ”stærke” her er de ”stærkeste” af de ”svage”, de lærere, som definerer og yder den konkrete indsats til de ”svage”, eller dem, der har den politisk/administrative opgave i rammesætningen af tilbuddene.

Man er ikke nødvendigvis svag, bare fordi man viser sin sårbarhed. Tværtimod kan dét åbent og ærligt at turde vise sin sårbarhed være et tegn på stor styrke!!